søndag den 5. februar 2012

Botanisk have, Camping & Shopping Mall

I torsdags blev vores program igen aflyst pga vejret, så derfor tog vi i en Botanisk Have, som er den 2. største i hele verden. Her var der mulighed for at se over 200 forskellige fuglearter, men dette kom vi desværre ikke til, da det regnede helt vildt. I stedet så vi en masse træer og planter, som i længden ikke var særlig interessant. Om aftenen besluttede vi os for at tage i cirkus, da der ikke var så meget andet at lave pga vejret. Cirkuset hed "Circo Americo". Dette var en meget speciel oplevelse, da det var meget anderledes fra det danske cirkus. Forestilligen startede med 4 kvindelige dansere, der overhovedet ikke dansede i takt, og knapt nok kunne smile eller løfte armen. Men derimod var der til gengæld også en lille dreng, der var ekstrem hypermobil, som lavede alle mulige akrobatiske øvelser til et Michael Jackson nummer. Herefter kom der det ene mærkelige dyr efter det andet heriblandt et glatbarberet får, 2 forvilderede strudse, en kæmpe ko med pukkel, leoparder osv. Desuden stod der også et bur uden for cirkuset med 3 kæmpe store løver. Man kunne bare gå hen og stikke en finger ind i buret til dem, hvis man havde lyst til det. Da der ikke var nogen, der holdte øje med dem. Det var lidt skræmmende, men samtidig også en fed oplevelse at se løverne så tæt på. Da vi skulle tage en taxa derud kunne vi ikke en gang forklare chaufføren, hvor vi skulle hen, da han ikke anede, at der var cirkus i byen. Vores guide Mark har også haft fortalt os, at det kun er de rige, der har råd til at tage i cirkus, trods det kun koster 30 DKK. Dette kunne også ses i selve arenaen, da der langt fra var fyldt.
Næste dag var der IGEN rykket rundt i vores program, hvor vi her kunne vælge at tage i et stort shopping mall i San Pedro Sula. Dette sagde vi selvfølgelig ja til, da de sidste dage på hotellet havde været lidt rastløse pga vejret, så derfor trængte vi til at komme lidt ud og se noget andet. Derfor brugte vi hele dagen i dette shoppingcenter, som oven i købet er det største shoppingcenter i hele Mellemamerika. Her fandt vi til vores store lykke en "Zara", og vi fik derfor brugt lidt penge. Anders fra vores gruppe havde fødselsdag denne dag, så derfor blev han vækket med donut, kakaomælk og fødselsdagssang, og senere legede vi alle gæt og grimasser samt træmand efter hans ønske. Fødselaren holdte også sin egen fest til langt ude på natten, hvilket også resulterede i mange tømmermænd næste dag.
I går startede vi med at købe ind til vores campingtur senere på dagen. Og ellers blev det meste af formiddagen brugt på at løbe, gå i bad, få pakket osv. Så kl. 14 var alle mand klar til afgang, og vi kørte ca. en halv time hen til det sted, hvor vi skulle campere. Her skulle vi selv slå vores telte op, så det startede vi med, hvilket egentlig gik ret godt. Herefter var vi ude at finde brænde til bålet, som vi skulle have gang i senere. Ved 17-tiden spiste vi aftensmad i form af lækre sandwich med diverse pålæg, grøntsager og dressinger. Vi spiste tidligt, da vi skulle nå ud i kajakerne inden det blev mørkt, da vi skulle på krokodillespotting. Her blev vi sendt ud to og to i en kajak med en lommelygte. Vi fik afvide at vi skulle være stille for ikke at skræmme krokodillerne væk, og sad allesammen spændte og lyste ud i vandet i håb om at se 2 røde øjne. Alle nåede at se en krokodille på turen, og det var en super fed oplevelse. Samtidig med at det var ret vildt at have været så tæt på et så stort og farligt dyr. Da vi kom tilbage til lejren satte vi gang i bålet, hvorefter vi allesammen samledes og ristede skumfiduser over ilden. Det var super hyggeligt og en god måde at afslutte dagen på. Da det begyndte at småregne gik vi i seng i håb om at få en god nattesøvn, men desværre blev den afbrudt af diverse dyrelyde, snakken og en meget tynd luftmadras. Så derfor var vi godt smadret, da vækkeuret ringede i morges ved 7-tiden, hvor vi skulle til at pakke vores telte sammen og komme videre. Efter morgenmaden blev vi igen sendt ud to og to i kajakker, hvor vi skulle sejle ned langs floden for at se aber. Nogen af de andre fra gruppen så endda også en lille krokodille i dagslyset. Dette var vi lidt misundelig over, da det ikke er hver dag, at man ser en krokodille i dens naturlige omgivelser. Vi var tilbage ved lejren igen omkring frokost, hvorefter vi blev kørt ned til stranden og fik den typiske lokale frokost i form af fisk, ris, bønner og bananchips. Da vi kom tilbage på Mango Hotel omkring 13-tiden var vi allesammen godt trætte, og tog derfor en lur.
Fra imorgen af og 2 uger frem starter det frivillige arbejde samt spansk undervisningen, hvor vi skal bo i 3 til 6 mandshytter på stranden. Det glæder vi os meget til, selvom vi har et stramt program hver dag, da vi både skal lave frivilligt arbejde, have spanskundervisning samt danselektioner i den lokale garifuna dans. Vi håber dog på at have noget fritid, som vi kan bruge i ligge i solen.
Så aftenens projekt er nu at få pakket vores tasker og komme tidligt i seng, så vi er klar til dagens udfordringer.
A&M

Ingen kommentarer:

Send en kommentar