fredag den 25. november 2011

Cairns

Så er vi endelig ankommet til Australien efter en masse bøvl. Da vi skulle betale for vores ophold på "Sapta Petala" i Kuta, virkede deres dankortterminal ikke, så derfor måtte vi køre ind til byen for at hæve penge, hvor banken så også havde problemer med deres terminal, så derfor måtte vi finde et andet sted at hæve, og her viste det sig, at man kun kunne hæve et max beløb ad gangen, så derfor måtte vi hæve 3 gange, og derfor betale for gebyr hver gang vi hævede. Men til sidst fik vi fat i de 3.600.000 rupiah som hotellet skulle have. Herefter tog vi ud til lufthavnen, hvor vi pludselig skulle betale 150.000 rupiah som serviceafgift, selvom ingen af os rigtig kunne mærke den service, så vi følte lidt at det var penge ud af vinduet.
Vi ankom til Darwin ved 22-tiden, hvor vi skulle vente i 8 timer, hvilket var utrolig hårdt, da vi skulle holde os vågne hele natten. Men nu er vi endelig i Cairns - og hvilken start! Vi blev hentet i lufthavnen af en lille shuttle bus fra vores hotel "Calypso Backpackers"´. Her blev to andre også samlet op, og efter 5 minnutter skulle man tro, at de havde været venner i flere år. Sådan er det åbenbart hernede - folk er utrolig udadvendte, imødekommende og hjælpsomme, hvilket vi allerede har gjort meget gavn af i vores reception. De vil hjælpe os med næsten alt, og det er simpelthen så rart, fordi vi selv skal stå for planlægningen af DET HELE her i Australien.
I dag er det endelig gået op for os at det ikke blot er en 2 ugers charterferie vi er på, eftersom vi bor på et hostel nu, som er ret lejrskole agtigt, eftersom man sover 6 sammen på hvert værelse, og man deler toilet, bad, køkken, opholdsrum osv. Dette skal vi lige vænne os til efter 2 ugers luksus på Bali, hvor vi var vant til at have det hele for os selv. Vi skal bo her på Calypso Backpackers i 4 nætter, og vi har allerede planlagt hvad vi skal lave det meste af tiden. Dagen i dag har vi brugt på at indlogere os på vores nye sted, samt at se byen. Stranden ligger blot 5 minutters gang fra hvor vi bor, og her er en rigtig flot strandpromenade som ligger i forbindelse med en kæmpe park, hvor der er masser af liv og mulighed for at benytte en kæmpe stor offentlig pool.
Imorgen skal vi ud os se en zoologisk have, der ligger her i byen. Her får vi mulighed for at se koalabjørne, kænguruer, krokodiller osv. Vi skal selvfølgelig også ud og se "Great Barrier Reef", nu hvor vi er her. Så på mandag skal vi ud og snorkle og forhåbentlig se en masse af det flotte koralrev. Tirsdagen står på afslapning ved den offentlige pool i parken, og onsdag morgen skal vi være checket ud inden kl. 10. Heldigvis er personalet her rigtige søde og hjælpsomme, og har derfor tilbudt os at hjælpe med at planlægge vores tur ned langs østkysten. Det er vi meget glade for, da det godt kan virke lidt uoverskueligt at planlægge selv.
Vi er lige pt i gang med at uploade billeder fra Bali, som kommer ind på facebook, men da der ikke er fri wifi, har vi derfor måtte købe os til 3 dages internetadgang. Det er ikke den bedste internetforbindelse, så derfor tager det noget tid. Alt i alt er vores førstehåndsindtryk af Australien godt, selvom vi dog lige skal vænne os til den nye måde at bo på.
- A&M

Ingen kommentarer:

Send en kommentar